2025 har været et helt særligt år for Dyr i Detaljen – og det er først og fremmest takket være jer, der har lyttet med.
Ifølge Spotify Wrapped har vi fået 3.500 nye lyttere til podcasten i løbet af 2025, velkommen til! Samlet set er episoderne blevet afspillet så meget, at det svarer til et helt år non-stop. Over 1.000 af jer havde podcasten i jeres top 5, og 200 af jer havde den som nummer 1.
Derudover har jeres kommentarer, beskeder og forslag betydet enormt meget – de er med til at forme podcasten og tusind tak til jer! Det havde jeg ikke forventet, da jeg startede podcasten for snart 2 år siden.
Men jeres lytning har også haft en helt konkret effekt.
Alt, hvad podcasten tjener på streaming via Podimo, går 100 % direkte til naturbevarelse. I 2025 har det betydet, at der er blevet indsamlet 882 kr. til naturen.
Pengene gives i år på baggrund af en ny rapport fra Aarhus Universitet, som overvåger 88 dyrearter og 60 naturtyper i Danmark, der risikerer at gå tabt. Rapporten, som udkommer hvert femte år, viser en klar og bekymrende udvikling fra 2019 til 2025: Flere arter er blevet truede, flere befinder sig i alvorligt ugunstig tilstand, og flere naturtyper forringes eller forsvinder helt. Hovedårsagen er menneskelig påvirkning.
Danmark er i dag et af det mest opdyrkede lande i Europa og kun 1–2 % af vores areal er reel vild natur. Forskernes konklusion er klar: Skal biodiversitetskrisen vendes, skal naturen have mere plads.
Derfor går årets donation til Danmarks Naturfond, som arbejder med at opkøbe og beskytte naturområder i Danmark, så naturen får mulighed for at udvikle sig på sine egne præmisser.
Igen tusind tak for at lytte til podcasten, skrive kommentarer og dele podcasten, det betyder ubeskriveligt meget for mig! – Christian
