Hvad er Dyr i Detaljen?

Dyr i Detaljen er en podcast, der dykker ned i dyrelivets forunderlige verden. Hver episode udforsker en bestemt dyreart, en dyregruppe eller fascinerende historier fra naturen – fra økologiske katastrofer til trofiske kaskader.

Podcasten startede i 2024 som et sideprojekt, mens jeg studerede biologi ved Aalborg Universitet. Det begyndte som en kanal til at dele min passion for dyrelivet med andre ligesindet, men har siden vokset sig langt større, end jeg nogensinde havde forventet.

Min tilgang er enkel: Grundig research kombineret med en engagerende fortællestil, der gør selv kompleks videnskab tilgængelig for alle. Min baggrund i biologi og mit arbejde i Aalborg Zoo danner et solidt fundament for podcasten, men indholdet er altid baseret på faglige kilder eller viden fra eksperter.

Hvem er Christian Mogensen?

Jeg er Christian Mogensen, biologistuderende ved Aalborg Universitet og guide i Aalborg Zoo. Min fascination for dyr og natur begyndte relativt sent – først efter at have afsluttet min HHX, hvor jeg opdagede en række podcasts om videnskab og natur. De åbnede mine øjne for den fantastiske verden af dyr, og siden da har jeg ikke set mig tilbage.

Vejen til podcastmediet var heller ikke planlagt. Efter at have arbejdet i zoologisk have og formidlet om dyr, indså jeg, at det var – og stadig er – min helt store passion at formidle viden og specielt om dyr og natur. Podcastformatet er den perfekte platform for mig, da det både giver mulighed for at formidle viden og dykke dybere ned i de unikke egenskaber, der gør hver dyreart unik.

Til daglig jonglerer jeg mellem studier, mit arbejde i zoologisk have og podcastproduktion. Når jeg ikke er optaget af disse ting, finder du mig ofte på ture med kikkert og kamera, hvor jeg især fascineres af fugle, sommerfugle og alt, hvad der kribler og krabler i den danske natur.

Hvordan bliver en episode til?

Hver episode begynder med research – flere timers læsning af artikler, interviews og dokumentarfilm. Jeg prioriterer altid at levere så korrekt information som muligt uden at gå på kompromis med fortælleglæden.

Optagelserne foregår i mit hjemmestudie, som jeg har indrettet specielt til formålet. Det er langt fra et professionelt lydstudie med akustikplader på væggene, men et hjørne af min lejlighed, hvor jeg kan fordybe mig i emnerne.

Indimellem laver jeg også liveshows i Aalborg Zoo, hvor showet er opbygget som et afsnit – men i liveformat. Her er det også muligt at se skind, kranier, udstopninger samt videoer og billeder af de dyr, vi taler om. Det er en fantastisk oplevelse at kunne formidle viden direkte og møde jer lyttere ansigt til ansigt.

Værdierne bag podcasten

For mig handler Dyr i Detaljen ikke kun om underholdning og sjove dyrefacts – det handler også om at formidle viden om naturen omkring os og aflive eller bekræfte nogle af de myter og den frygt, vi kan have for den. Jeg tror på, at viden fører til forståelse, og forståelse fører til omsorg.

I en tid, hvor biodiversitetskrisen eskalerer, og mange arter er truede, er det vigtigere end nogensinde at forstå og værdsætte det liv, vi deler planeten med. Derfor støtter podcasten også naturbevaringsprojekter én eller flere gange årligt. Alt, hvad podcasten tjener på streaming via Podimo, går 100 % direkte til naturbevarelse. I 2024 var det Verdens Skove, hvor vi bidrog til beskyttelsen af 1.065 m² af verdens regnskov. i 2025 var det Den Danske Naturfond, hvor vi bidrog til opkøb og beskyttelse af 74 m² dansk natur.

Tak, fordi du lytter med og er en del af denne rejse gennem dyrelivet!

Christian MogensenDyr i detaljen liveshowDyr i detaljen liveshow